Årsberetning 2013

ved forstander Hans Jochimsen

Lejrbaal

Ladelund Ungdomsskole er en gave fra A. P. Møller Fonden, og i 1982 kunne skolen modtage sit første elevhold. I tidens løb er der sket en del ændringer i skolens vilkår, og nye interne ideer har til stadighed påvirket udviklingen.

Allerede ved skoleårets start kunne vi melde alt optaget. 60 forventningsfulde elever mødte op efter en lang sommerferie, og sammen med forældrene og skolens personale sad de første skoledag bænket i skolens hal. På bordene stod kaffe, juice og kage, og forstanderen havde netop afsluttet sin velkomsttale. Nu skulle der uddeles nøgler, flyttes ind på værelserne og mødes med lærerne og de nye kammerater. Det er på det tidspunkt, mange mødre opdager, at der er ved at ske noget skelsættende i deres liv.

Turen hjem fra skolen kommer til at foregå uden lille Viggo eller lille Lis, og lur mig om ikke mangen en moder fælder et par tårer i bilen. På skolen er der fuld aktivitet, så det med tårer og hjemve kan stadig holdes på afstand. Heldigvis er det forholdsvis få, der kæmper med savnet af mor og far, men for dem, der gør, er den første nat noget nær uforglemmelig.

I denne første tid er det en vigtig opgave at hjælpe eleverne og deres forældre med at holde stand og ikke give efter for lysten til at afbryde opholdet. Det er uden tvivl benhårdt at sidde med et grædende barn i telefonen. Alligevel opfordrer vi til at holde fast, og for næsten alle ender det da også godt. Hjemveen fortager sig, og kostskolelivet kan folde sig ud.

Også i år har der været en del arrangementer. Jeg vil her nøjes med at fortælle om vores lejr­skole, friluftsdag og danseteateroplevelse – i nævnte rækkefølge.

Lejrskolen gik i år til Blåvand. Selve lejren lå tæt på Vesterhavet og var, hvad man kunne kalde en rigtig godt-vejrs-lejr. Kun lidt plads og begrænsede toilet- og badfaciliteter. Det var midt i en regnfuld periode, men heldigvis var vejret med os. Det blev en super lejrskole med både sjov og alvor, og eleverne kom hjem solbrune og i højt humør.

Til friluftsdagen havde vi delt eleverne i tre hold. Der var klatring, fiske- og dræsinetur. Også denne dag skinnede solen, og alle havde en fin dag. Faktisk blev en del på især dræsineturen en smule solskoldede i ansigterne. Dette uagtet, at dræsinerne viste sig at være cykler, der kører på jernbaneskinner.

Danseteatret var i hvert fald jeg rigtig spændt på. Ikke så meget for min egen skyld, men mere på elevernes vegne. Ville de acceptere en teaterform, de fleste næppe havde oplevet før? Stykket var relativt forståeligt, og en masse papkasser på scenen sørgede for fart over feltet. Eleverne var måske derfor godt med. Alligevel var der efter forestillingen en del spørgsmål til indholdet. Men det var interesserede spørgsmål, så alt i alt var forestillingen faktisk en succes. Og er det ikke netop en af skolens opgaver at præsentere eleverne for oplevelser, de ikke er vant til?

I år har lærere og undertegnede fået et kursus i førstehjælp. Slet ikke uvigtigt, når man i døgndrift har huset fuldt af teenagere.

Endvidere har vi igen arbejdet en del med antimobning og -rygning. Vi er faktisk blevet ret gode til det med at bekæmpe mobning, men for at komme endnu længere har vi besluttet, at vi vil have et fælles undervisningsmateriale til det første projekt i danskundervisningen. Alle danskhold har nemlig mobning som årets første emne. En lærer har derfor lovet at komme med et oplæg, som vi kan arbejde videre med.

Rygning er efterhånden om ikke alle så dog mange problemers moder. Rygning er jo ikke bare forbudt for vores unge, det er også usundt og dyrt. Desværre har vi ikke opnået de ventede resultater med den hidtidige indsats, og det er ærgerligt. Vi har således igen set, at skoleåret er sluttet med flere rygere, end det startede. Det er frustrerende, og vi har da også en fast beslutning om næste år at forstærke indsatsen på dette område betragteligt.

Vi håber derfor på at kunne berette om fremskridt i sammenhæng med vores tiltag mod såvel mobning som rygning i næste årsskrift.