Årsberetning 2014

Ladelund Ungdomsskole er en gave fra A. P. Møller Fonden, og i 1982 kunne skolen modtage sit første elevhold. I tidens løb er der sket en del ændringer i skolens vilkår, og nye interne ideer har til stadighed påvirket udviklingen.

For skoleåret 2013-2014 kunne vi igen melde alt optaget. De sidst tilmeldte måtte derfor nøjes med en plads på ventelisten. Som altid optog vi eleverne i den rækkefølge, de havde tilmeldt sig, og jeg kan med henblik på fremtiden kun anbefale, at interesserede aftaler besøg på skolen i så god tid som muligt.

Skolen blev således igen fyldt med forventningsfulde elever og forældre. Forventninger vi som oftest kan indfri. Når vi for eksempel tilbyder eleverne at blive to år ældre på kun ét år, så er det resultatet af mange års tilbagemeldinger fra ikke mindst forældrene. Det ved vi, at vi kan, men forudsætningen er, at eleven tør og vil leve op til de krav, vi stiller. Disse kan i korthed beskrives som lysten til at gøre en positiv indsats og viljen til at overholde skolens regler. Egentlig tror jeg, at alle elever er indstillet på dette, og de fleste viser det da også. Men af og til er der nogle, som glemmer skolens regler eller kommer i tvivl om, hvad det vil sige at yde en positiv indsats. Og især det sidste er da heller ikke et eksakt krav. Det skal tolkes og læres hen ad vejen. Omdrejningspunktet i denne indsats er fællesskabet, og ideelt set er en positiv indsats her på skolen en indsats til gavn for alle eller i hvert fald for flere end en selv. For os er også individet vigtigt, men vi tror, at den enkelte først får fuldt udbytte af opholdet, når han indser, at han er en del af et fungerende fællesskab.

I forrige årsskrift lovede jeg fornyelser vedrørende indsatsen mod såvel mobning som rygning. Hvad mobning angår, er forhistorien, at vi besluttede, at Ladelund Ungdomsskole skal være mobningsfri. Vi indførte derfor mobning som obligatorisk emne i alle klasser. Endvidere gav vi hinanden håndslag på at gribe ind uden tøven, hvis vi oplevede noget, som lignede eller kunne udvikle sig til den slags. Og hvad er »den slags« så? Vores definition, som med vilje er gjort så kort som muligt, lyder: »Mobning er, når en gruppe over tid udelukker én eller flere fra socialt samvær samt påvirker disse psykisk eller fysisk negativt«. Der skal ikke herske tvivl om, at vi opfatter mobning som gift – ikke bare for offeret, men også for hele skolens fællesskab – og det fortæller vi eleverne klart og tydeligt. Det nye i den forbindelse består så i, at en lærer har udarbejdet et fælles undervisningsmateriale, som alle klasser kan gøre brug af. Endvidere har vi bedt foræld­rene om at understøtte indsatsen ved at tale pænt om såvel lærerne som kammeraterne derhjemme. Er der problemer, bør de i stedet kontakte skolen og få dem drøftet. Det er mit indtryk, at forældrene bestræber sig på at deltage positivt. Resultatet er, at det efterhånden er længe siden, at vi har stået med rigtig »grimme« sager.

Endelig har jeg godt nyt om kampen mod rygning. Det er en kamp, som lå i naturlig forlængelse af den kamp mod stoffer og alkohol, som vi vandt for næsten ti år siden. Vi kan nu sige, at skolen er stof- og alkoholfri med undtagelse af ganske få episoder siden dengang. Rygning, derimod, har været virkelig svært at komme til livs. Vi har gennem årene arbejdet med positive indfaldsvinkler, og vi har da også nedbragt rygerandelen fra ca. 90 % til 30 %. Nu har vi så valgt at gå mere rabiat til værks. Hvis en elev tages i at ryge, hjemsendes denne i én uge. Dette opleves åbenbart som så ubehageligt af eleverne, at vi kun har behøvet at ty til midlet ganske få gange i løbet af skoleåret. Derfor fortsætter vi med det.

Ellers er dagligdagen først og fremmest præget at glade og positive oplevelser, og min oplevelse er, at vi driver en skole, vi kan være både glade for og stolte af.