Efterskole siger hej til nye elever
Åbent hus-arrangement gav mulige nye elever et første indblik i efterskolehverdagen i Ladelund.
Sidste søndag var der åbent hus på Ladelund Ungdomsskole. Arrangementet er til for, at interesserede elever og deres forældre kan informere sig om tilbuddet på den sydslesvigske efterskole. Samtidig bruges arrangementet til, at de elever, der allerede går på skolen, inviterer familie på besøg for at præsentere stedet, som er ved at blive deres »egen skole«, efter det første halve år er gået.
Selvstændighed
Kilian Engelbrecht fra Flensborg er kommet til Ladelund for at informere sig. Sammen med sin mor Anne og en flok elever fra hans skole er de der sammen med Christine Molter, som besøger sin søn Niklas, der har været elev på Ladelund Ungdomsskole siden sidste sommer.
- Jeg håber lidt, at Kilian bliver mere selvstændig af at gå her, siger Anne Engelbrecht, og Christine Molter forsikrer, at sådan kommer det til at gå.
- Vi kan helt tydeligt se en udvikling hos Niklas. I starten kunne han ikke lide at være her, men nu er han faldet til. Han er meget mere selvstændig, og når han kommer hjem i weekenderne, har vi det godt sammen. Der har været en del konflikter mellem ham og hans søster, men nu glæder de sig til at se hinanden, fortæller Christine Molter.
Niklas har allerede meldt sig til et år mere på Ladelund Ungdomsskole, og for Kilian er sagen afgjort: Det er her, han vil gå til næste år.
Daniel Dürkop